Slip af med præstationsangst.

PræstationsangstHer kan du lære seks teknikker, der kan hjælpe dig af med din præstationsangst og eksamensangst.

Får du hjertebanken, koldsved og lyst til at løbe langt væk, når du skal give en præsentation?

Har du lyst til at holde en tale, give en præsentation, række hånden op i klassen eller føle dig afslappet til møder?

Præsentationsangst er en af de mest almindelige fobier. Det siges, at 9 ud af 10 oplever forskellige former for ubehag, når de skal præstere foran en gruppe af mennesker. Det kan være til eksamen, en præsentation, en jobsamtale, til møder eller bare det at række hånden op i klassen.

Der er mange der har præsentationsangst og eksamensangst og jeg har oplevet mange,der har arbejdet med deres angst og har overvundet den og nu har det godt med at gå til eksamen, række hånden op i klasseværelset og stå foran en gruppe mennesker og tage ordet.
Det er måske også vigtigt for dig at vide, at mange af dem der står på en scene, går til eksamen, rækker hånden op i timerne og taler til familiefesten oplever en eller anden form for mild nervøsitet eller spænding inden de skal på. Det er helt naturligt, at mærke lidt uro inden du skal være på.

Et af de spørgsmål jeg ofte får, når klienter opsøger mig til at få hjælp til at komme igennem deres præsentationsangst er ,om jeg selv har haft præsentations angst. Det har jeg. Jeg har dog aldrig haft eksamensangst.
Kort efter min gymnasietid blev jeg ansat som rejseleder i Spies Rejser og jobbet indebar at jeg skulle guide udflugter og holde informationsmøder for op til 300 personer. Jeg fik masser af erfaring og rutine i at være på og blev grebet af det. Senere har jeg undervist på kurser, workshops og i virksomheder.

Jeg fik selv bearbejdet min sceneskræk ved at skulle præsentere dagligt. Det er dog ikke alle, der har den mulighed. Alle der har sceneskræk vil gøre meget for at slippe for at skulle stå foran en gruppe mennesker og give en præsentation.

Hvorfor oplever du frygt og angst når du skal præsentere?
Hos de fleste skyldes præsentations angsten, en angst for at dumme sig, at den berømte klap falder ned, at der er sat for høje forventninger til hvor godt det skal være, at blive ydmyget og til grin foran en masse mennesker. Hos dem, der har sceneskræk er fokus på den værst tænkelige situation.
Hvis du har præsentationsangst så hold en pause i teksten lige nu og læg mærke til, hvad det er der sker for dig, som udløser din præsentationsangst eller eksamensangst?
Er det at du dummer dig? Et det at du kan blive ydmyget? Er det fordi, du faktisk kun har stået foran en gruppe og sagt noget et par enkelte gange og derfor ikke helt ved, hvordan du skal gøre eller er det noget helt andet?
Vær ærlig overfor dig selv, når du søger indad efter svar.

Er hele dit mentale fokus på de ting, der kan gå galt? Hvis du har et mentalt er fokus på at noget kan gå galt i fremtiden, er det meget svært for dig at forberede dig til præsentationen eller eksamen. Når du har din opmærksomhed på angsten og frygten, kan blive næsten umuligt at forberede sig. Motivationen ryger helt i bund og det virker meningsløst at overhovedet gå i gang, for det ender jo alligevel galt.

Hvordan får du det bedre med din præsentations angst.

Angsten som du har i forhold til eksamen eller den kommende præsentation, kommer fra at du har dit fokus på alt det du ikke ønsker skal ske.
Brug lige et øjeblik på at fokusere på et andet område af dit liv, på noget af det du gerne vil have realiseret. Det kunne for eksempel være din næste ferie.
Når du tænker på den. Tænker du så på at du kan blive udsat for lommetyveri, at toilettet helt sikkert er stoppet, så i må bruge toilettet i receptionen. Tænker du på at vandet i poolen er fyldt med alger eller at hele kystlinien foran hotellet er blevet invaderet af insekter.
Nej vel, når du går i gang med at planlægge din ferie, tænker du på alle de rare ting du skal opleve.

1. Fokuser på det du vil have skal ske.

For at få det bedre med din præsentations- eller eksamensangst, skal du koncentrere dig om det du ønsker skal ske.
Du skal forestille dig et realistisk resultat. Er det første gang du skal give en præsentation eller en tale, så skal du have forventninger, der er tilsvarende. Det er ikke en fordel, hvis du begynder at sammenligne dig selv med en professionel foredragsholder.
Du skal visualisere dig selv, som du gerne vil se dig selv og fremtræde for dit publikum. Forestil dig at du har overblik, at du husker alt det du skal huske, at du er afslappet og har det godt med at være der.

2. Når du er godt forberedt, er der større sandsynlighed for at du klarer dig godt.

Mange jeg har hjulpet med eksamensangst og præsentationsangst udskyder deres forberedelse. Det er som om de håber på, at der vil ske noget som sørger for at det hele bliver aflyst. De bliver ved med at skubbe forberedelserne ud i fremtiden. Desværre bliver deres angst og uro kun større og når de endelig går i gang med at forberede sig, har de meget svært ved at koncentrere sig om opgaven.
Fra det øjeblik du ved at du skal give en præsentation eller du kender datoen på din eksamen skal du være proaktiv. Lav en Mindmap eller en anden form for disposition over det du gerne vil sige. Skriv alt det ned du overhovedet kan komme i tanke om. Hvis du har noter, så læs dem igennem. Tænk over hvordan du bedst muligt kan løse opgaven.

3. Øvelse, øvelse og øvelse.

Disse tre ord er den sande og eneste måde at give en god præsentation af nogen art. Sørg for at du kender dit materiale så grundigt som muligt. Der er mange gode måder at øve taler og præsentationer.
Start med at have skrevet det meste eller alt ned. Stil dig foran et spejl eller optage dig selv på video eller på en diktafon. Se eller lyt det igennem og læg mærke til om dine formuleringer skal ændres.
Skriv nu din tale ned i noteform. En linie til hvert afsnit du har skrevet. Stil dig igen foran spejlet og optage din tale på video eller diktafon. Det vigtige ved denne del af øvelsen er, at du oftest begynder at lære at tale mere frit. Lyt igen din tale igennem og tag noter af, hvor det virker usammenhængende.
Gentag indtil du føler at du kan talen uden noter.

4. Mental træning af din præsentation.

Mental træning kan gøre en kæmpe forskel for dig. Jeg har selv brugt det i forbindelse med kurser og eksaminer. Mental træning er helt naturligt. Det er ligesom at dagdrømme, her er det bare dig der har fuld kontrol. Se det lidt som en legeplads for dit sind.
I forbindelse med din forberedelse til dit oplæg eller din eksamen skal du forestille dig at du er der, som du helt vil være der. Lev dig ind i situationen og begynd at lege med de muligheder der er. Hvis det er en mundtlig eksamen, så forestil dig at du er i en god dialog med censor og eksaminator. Er det en præsentation kan du forestille dig at du står foran dit publikum. Du taler og de stiller dig spørgsmål. Oplev det hele som du gerne vil opleve det, når du er der.

5. Lær afslapningsteknikker.

Inden du skal på, er det vigtigt at du er i stand til at slappe af og at du kun fokuserer på den opgave, der venter. Det hjælper dig ikke, hvis du først begynder, at lære afslapningsteknikker dagen før du skal på. At kunne slappe af bevidst kræver træning og øvelse. Når du har lært det er det let at genskabe en afslappet tilstand.
Der er mange teknikker og metoder, der kan hjælpe dig til at slappe af. Har du allerede øvet mental træningen af din præsentation eller eksamen, så kan du det og du vil være i stand til at skabe en mental tilstand af at være forberedt, hvis du øver mental træningen lige inden du skal på. Mange har også glæde af at bare slappe helt af lige inden de skal på.

6. Det handler ikke om dig.

Næsten alle jeg hjælper med eksamensangst eller præsentationsangst har fokus på, hvad publikum tænker om dem. De tænker på om det kan ses at de er nervøse, om de gør det godt nok og om de fejler.
For at løse dette skal du øve dig i at få fokus på dit publikum. Hvis du skal give en præsentation, er dit publikum, der ikke for at se dig. Dit publikum er der for at få noget viden, at lære noget. Du giver præsentationen for at give dem den information de har brug for. Din opgave er, at gøre det på en måde, der engagerer dem. I en eksamenssituation gør det samme sig gældende. Eksaminator og censor er der for at finde ud af, hvor meget du har lært og hvor godt du er i stand til at formidle det du har lært.

Her er teknikken i korte træk.

  1. Start med at fokusere på det resultat du ønsker. Se dig selv gå ud fra eksamen med den viden at du har klaret dig godt. Hvis det er en præsentation, så forestil dig at den er færdig og publikum klapper..
  2. Start dine forberedelser i god tid. Fra det øjeblik du ved at du skal til eksamen eller give et mundtligt oplæg, går du i gang. Lav en Mindmap eller anden form for disposition, der med det samme giver dig et overblik over det du vil sige.
  3. Øvelse gør mester. Når du har skrevet dit oplæg ned, begynder du at øve dig i at sige det højt. Stå foran et spejl eller læs det op for en du ved støtter dig. Giv dig tid til at sige det og øv det så meget, at du næsten kan det i søvne.
  4. Øvelse gør stadig mester. Træn dit oplæg eller eksamen mentalt. Se at du står foran dit publikum på den måde som er ideel for dig. Gør det igen og igen.
  5. Lær nogle gode afslapnings teknikker som du kan bruge inden du skal på.
  6. Husk, at hvis du ikke er en meget kendt person, så er publikum der for at få en god oplevelse og lære noget. De er der ikke for at se dig.

Har du brug for en lille hurtig teknik til at hjælpe dig til at håndtere stress og præstationsangst?

Jeg har skrevet en lille guide, der vil kunne hjælpe dig med at finde ro på kommando. Den er her.

Du kan også læse min artikel om angstanfald og panikangst her.

Copyright Erik Lunøe 1998 – 2013

About the author

Erik Lunøe Erik Lunøe er en dansk Coach, NLP Terapeut og hypnoterapeut. Han har i de sidste 20 år arbejdet med at støtte andre i deres personlige udvikling. De mange års erfaring i personlig udvikling og terapeutiske processer, har specialiseret ham i at arbejde med stress, angst, depressioner, fobier, vægttab, seksualitet og selvtillid og selvværds problemer. De fleste problemstillinger løses oftest hurtigt. Google

Digiprove sealCopyright secured by Digiprove © 2013 Erik Lunøe
Print Friendly
ved |
mar 1

About Erik Lunøe :

Erik Lunøe er en dansk Coach, NLP Terapeut og hypnoterapeut. Han har i de sidste 20 år arbejdet med at støtte andre i deres personlige udvikling. De mange års erfaring i personlig udvikling og terapeutiske processer, har specialiseret ham i at arbejde med stress, angst, depressioner, fobier, vægttab, seksualitet og selvtillid og selvværds problemer. De fleste problemstillinger løses oftest hurtigt. Google | View all posts by Erik Lunøe

Forrige postBehandling af fobier Næste postsukkerafhængighed
Erik Lunøe

Artikler