Hovedpinen der forsvandt

Hovedpinen der forsvandt

En klient fortæller om sit forløb.

Jægerspris d. 02.10.2004

Dansk Horton Hovedpineforening

Postboks 2643

2100 København Ø

Jeg håber, I vil medtage nedenstående indlæg i foreningens medlemsblad (selv om det er langt), i håb om, at det måtte sætte nogle tanker i gang og måske kan hjælpe nogen.

HÅB FORUDE!

En beretning om sindets forunderlige veje.

Der er nok dem, der vil have svært ved at se værdien af min historie – ligesom behandlingsmetoden jeg beskriver for nogen er ret kontroversiel.

Men jeg er næppe den eneste af alle Hortons patienter, der har fået denne lidelse p.g.a. nogle psykiske/følelsesmæssige traumer eller chok – så dette er skrevet i håb om, at nogen kan have glæde af denne indfaldsvinkel.

Jeg ved godt, at Hortons hovedpine er uhelbredelig. Og dog vil jeg vove den påstand, at jeg er helbredt! Jeg kan godt forudse nogle af de kommentarer, der vil komme til et sådant udsagn: Det er bare perioden, der er naturligt ophørt, spontan bedring, af og til ophører Hortons jo pludseligt o.s.v.

Jeg vil prøve at gøre en lang historie kort, men jeg bliver nødt til at starte med min forhistorie.

I 1971 da jeg var 10½ år gammel døde min far. Efter ½ års tid var min mor til lægen med mig, fordi jeg blev ved med at få nogle frygtelige hovedpineanfald. Det kunne der jo ikke lige gøres noget ved.

Frem til 1999 rendte jeg fra den ene læge, specialist og behandler til den næste og fik alle mulige og umulige slags medicin og behandling. Nogle gange troede jeg, at nu var der endeligt noget der havde hjulpet, men efter 1-2 år var hovedpinen der igen. I 1999 fandt jeg i en lægebrevkasse en beskrivelse af Hortons Hovedpine. Jeg tog udklippet med op til min læge og sagde: ‘Det er det her, jeg fejler’. Det ville han ikke rigtigt tro på, men fik skaffet mig en akuttid hos neurolog Annette Krabbe, der kunne bekræfte diagnosen.

I alle disse år havde jeg ikke fået noget medicin, der virkede mod Hortons, da man jo ikke havde diagnosticeret min hovedpine. Ét af de sidste ubehandlede anfald, jeg havde, var et sandt mareridt. Så snart et anfald klingede af, startede det næste. Det varede ved i 12 timer.

Nå, jeg fik endeligt noget medicin, der virkede. Det var jo helt fantastisk. Imigran injektioner samt ren ilt og jeg begyndte på forebyggende behandlinger med Verapamil. Dem kunne jeg imidlertid ikke tåle, så jeg fik godkendt behandling med Deseril og det virkede rigtigt godt. Ilten holdt dog efterhånden op med at virke. I 2001 (tror jeg) blev hovedpinen kronisk og i de perioder, jeg skulle holde pause med Deseril, var jeg oppe på 5-6 Imigran injektioner i døgnet.

I 2003 startede jeg på Glostrup Hovedpinecenter. Her fik jeg ‘tilladelse’ til at tage Deseril i større doser og i en længere periode end Annette Krabbe ville give mig. Dette medførte et mavesår i januar 2004. Derefter prøvede jeg behandling med Lithium, hvilket gav en medicinforgiftning. Endeligt måtte vi prøve med Verapamil igen (som jeg ikke tålte i 1999). Dem kunne jeg godt tåle denne gang. De tog også anfaldene – d.v.s. jeg kunne stadig mærke dunken i tindingen og tryk i øjet, det gjorde bare ikke ondt. Det føltes, som om anfaldet var der, men bare ikke brød igennem.

Fra marts 2003 til marts 2004 brugte jeg i CTR-registeret for 112.020,- kr. i medicin!!!

Lige fra jeg startede hos Annette Krabbe i 1999, har jeg prøvet at komme igennem med tanken om, at min Hortons hovedpine kunne være psykisk betinget. Jeg havde en stærk formodning om, at den kunne være opstået som en reaktion på min fars død, da jeg var 10½ år gammel. Dengang reagerede jeg aldrig på hans død. Det er dog ikke helt almindeligt, at et 10 års barn ikke fælder så meget som en tåre i en sådan situation. Jeg mente, der måske kunne være en sammenhæng. Jeg kunne op gennem årene se et mønster: at Hortons perioderne kom, når jeg kom ud for følelsesmæssig stress. Annette Krabbe mente, det lød interessant, men fandt dog ikke, at der var hold i teorien. Min egen læge gjorde, hvad han kunne indenfor offentligt regi – nemlig at henvise mig til div. psykiatere. Én af disse psykiatere kom oven i købet med flg. ‘guldkorn’: ‘Nej, din fars død er ubevidst blevet bearbejdet for lang tid siden’, forstået på den måde, at ubevidste traumer forsvinder af sig selv, hvis bare man venter længe nok! (tænk sig en psykiater sige noget sådant!). På hovedpinecenteret ville lægen, jeg talte med ikke afvise, at min Hortons kunne være opstået som følger af et post-traumatisk-stress-syndrom ‘Men her er det jo det fysiske, vi skal tage os af!’.

Det korte af det lange var, at hvis jeg ville blive ved med at grave i en evt. årsag, måtte jeg gå i privat terapi – for der er officielt set ingen sammenhæng mellem Hortons hovedpine og psyken. Det er lidt mærkeligt, at mange menneskers lidelser får stemplet psykosomatisk, hvis man ikke kan finde en fysisk årsag. Hos mig var det lige omvendt. Jeg har kæmpet i flere år for at få at vide, at min hovedpine kunne være psykosomatisk – men nej, det kunne den ikke!!!

Jeg havde dog hverken lyst eller råd til at gå i måske årelang terapi, som muligvis ingen effekt ville have. Jeg har imidlertid siden år 2000 haft en stærk fornemmelse af, at hypnose ville være det rigtige for mig. Hvis jeg kom i hypnose og kunne genkalde omstændighederne omkring min fars død, var jeg sikker på, at der ville ske et eller andet. Jeg ville måske ikke ligefrem blive helbredt, men hvis bare hovedpinen holdt op med at være kronisk og ikke gav så mange anfald, så ville meget være vundet. Men hypnosebehandlinger koster 800,- kr. pr. gang – hvem har råd til det? (Jeg kan godt på det offentliges regning bruge for over 100.000 kr. medicin på ét år – og det måske de næste 30-40 år – men der er ikke én krone i støtte til at få hjælp til at udrede de psykiske aspekter). Én af de ting, der bekræftede mig i min antagelse, var, at hver gang jeg selv prøvede at arbejde med de følelsesmæssige ting omkring min barndom og min fars død, fremkaldte det anfald. Så det holdt jeg på et tidspunkt op med; orkede det ikke mere. På den anden side: Når hovedpinen var blevet kronisk, anfaldene hyppigere og langt flere og ilten lige pludseligt ikke virkede mere, mente jeg, at det måtte være underbevidsthedens måde at fortælle på, at nu skulle jeg altså finde ud af, hvad dette her virkeligt handlede om!

I november tog jeg mig råd til at gå til en hypnotisør. Han havde på forhånd anslået, at jeg kun skulle have 1-2 behandlinger! Det lød næsten for godt til at være sandt – og det var det også. Det var en stor fiasko. Jeg kunne ligeså godt have ligget hjemme på sofaen og slappet af – det gav absolut intet. Det var naturligvis en stor skuffelse. Jeg mente dog stadig, at hypnoterapi ville være det rigtige. Problemet var bare at finde en hypnotisør/terapeut, der ville bruge en dyb trance i stedet for den lette, man typisk bruger i Danmark. Min underbevidsthed ville ialtfald ikke give slip i kun en let trance.

Som før nævnt var vinteren i år mildt sagt skrækkelig. Først mavesår, så medicinforgiftning og samtidig en kamp for at skaffe Imigran injektioner nok! For slet ikke at tale om hvad 5-6 anfald i døgnet gør ved ens livskvalitet! I marts måned opgav jeg og tænkte at sådan var mit liv altså og det måtte jeg så prøve at lære at leve med. Det hele forekom sort i sort.

Så indtraf imidlertid en række begivenheder (som der af og til gør, når man er længst nede), som gav mig mulighed for at komme til hypnotisør igen. Problemet var som sagt at finde én, der ville bruge nogle teknikker, så jeg kunne komme i dyb trance. Jeg fandt to på internettet, som jeg havde lyst til at skrive til og få nærmere oplysninger fra. Den ene svarede ikke og den anden brugte lige de teknikker, jeg efterlyste.

Jeg havde min første tid hos ham d. 2. april 2004. Og så gik det stærkt!

I det flg. er forløbet af hypnoterapien af pladshensyn beskrevet stærkt forenklet.

I 1. seance prøvede han under hypnose at få mig tilbage til 1. hovedpineanfald, men jeg kunne ikke komme tilbage til det. I stedet startede vi med min fars død – og jeg fik fat i nogle af de følelser, jeg ikke kunne kapere, da jeg var 10½ år gammel. I de 14 dage, der gik inden næste behandling, var jeg hele følelsesregisteret igennem. Det var den sorg, jeg ikke var igennem som barn, jeg oplevede i denne periode. Det var hårdt, men jeg fik det efterhånden bedre. Min tinding dunkede og 3 anfald brød igennem i de første dage efter hypnosen. På trods af Verapamil’en. Det bekræftede min antagelse om, at der var en sammenhæng mellem de fortrængte følelser og hovedpinen.

I 2. seance gik vi under hypnose tilbage til en angst, jeg havde fra jeg var barn og til jeg var i starten af 20’erne. Jeg mente egentligt ikke, at det var det mest relevante, men det gav det resultat, at jeg derefter måtte have en akuttid allerede 4 dage efter, fordi jeg havde det så forfærdeligt dårligt og kunne mærke, at der var nogle ting, der bare ville frem.

I 3. seance tog han udgangspunkt i de følelser, jeg havde i kroppen (uro, knude i maven, frøs, svedte o.s.v.). Jeg kom under hypnose tilbage til et tidspunkt umiddelbart efter min fars død og jeg så præcist, hvad der var årsag til, at jeg i 33 år led af Hortons Hovedpine. Hvad det specifikt var, er for personligt at fortælle her, men det er egentligt heller ikke det væsentlige. Det væsentlige var bl.a. de meget intense følelser, der knyttede sig til oplevelsen. I og med at disse følelser kom frem i bevidstheden, kunne jeg forholde mig til dem og dermed begynde at bearbejde den dybere liggende årsag til hovedpinen. Desuden var det følelser, jeg havde haft som 10½ årig. Det var ikke følelser, jeg havde brug for at have liggende skjult som 43 årig!

Efter denne seance var jeg helt euforisk. Da jeg gik fra hypnoseklinikken denne dag (20. april), følte jeg mig 10 kilo lettere. Mit ansigt slappede af, i nogle muskler, jeg end ikke anede, havde været spændte – endsige eksisterede. Det samme med mine skuldre og min nakke. Dér slappede jeg så meget af, at jeg havde en følelse af, at mine arme nåede ned til knæene! Mine øjne, der plejede at se trætte og triste ud, synes kæmpestore og runde. Og i stedet for en let, ludende kropsholdning gik jeg pludseligt fuldstændig rank og oprejst. Det sammenbidte udtryk jeg tidligere havde haft, var væk. Nu så jeg glad og frisk ud. Disse forandringer var så synlige, at mine omgivelser kraftigt kommenterede dem herefter. Det var mildt sagt utroligt. Jeg kan ikke engang spænde de muskler i dag, selv om jeg prøver. Jeg kan ikke få fat i dem!

Efter at have oplevet årsagen til hovedpinen begyndte jeg at trappe ud af Verapamilen. Det var d. 20.04. Mens jeg tog 3 forebyggende piller om dagen, mærkede jeg som nævnt alligevel jævnligt en dunken i tindingen og trykken i øjet. Efter dette har der ingen dunken eller trykken været overhovedet. Jeg har nu været 100% medicinfri siden d. 09.05.2004 og der har ikke været så meget som en antydning af Horton symptomer. Men hvorfor skulle der også det? Jeg har fundet årsagen og har fået tingene frem i lyset. Og den samme lidelse har jeg ikke på nogen måde brug for at påtage mig igen! Det ville være helt utænkeligt.

Men udredningen af hovedpinen var faktisk kun toppen af isbjerget. Jeg begyndte til hypnoterapi i april udelukkende for at komme af med min hovedpine – eller i alt fald i håb om at slippe af med den kroniske form. Men der var jo en grund til, at jeg havde fået så voldsom en sygdom og de ting er jeg stadigt i gang med at bearbejde v.h.a. terapien. Jeg har haft en temmelig traumatisk barndom, som i alt væsentligt er blevet fortrængt og alt dette er jeg nu ved at arbejde igennem. Det har været meget chokerende at opleve, hvad underbevidstheden gemmer. Især når jeg slet ikke var forberedt på, at jeg skulle til at rydde op i disse ting. Som sagt var det jo ‘bare’ hovedpinen, jeg søgte behandling for. Det har været og er stadig en utrolig hård proces, for man kommer virkelig i kontakt med følelser, der har været lukket totalt af for – så det har medført mange tårer, megen uro, megen sorg; ja, i det hele taget utroligt intense og stærke følelser. Til gengæld er jeg sluppet af med de frygtelige smerter og har alle muligheder for at skabe mig et bedre liv fremover – uden denne frygtelige sygdom.

Såfremt nogen har interesse i at få yderligere oplysninger, kan jeg kontaktes på tlf. 2347 4475

P.S.: Nogle arbejdspladser stiller sig positive overfor hjælp til betalingen v.h.a. forsikringer, træk i bruttolønnen etc.

Med venlig hilsen

Anne Christensen

About the author

Erik Lunøe Erik Lunøe er en dansk Coach, NLP Terapeut og hypnoterapeut. Han har i de sidste 20 år arbejdet med at støtte andre i deres personlige udvikling. De mange års erfaring i personlig udvikling og terapeutiske processer, har specialiseret ham i at arbejde med stress, angst, depressioner, fobier, vægttab, seksualitet og selvtillid og selvværds problemer. De fleste problemstillinger løses oftest hurtigt. Google

Print Friendly
ved |
apr 12

About Erik Lunøe :

Erik Lunøe er en dansk Coach, NLP Terapeut og hypnoterapeut. Han har i de sidste 20 år arbejdet med at støtte andre i deres personlige udvikling. De mange års erfaring i personlig udvikling og terapeutiske processer, har specialiseret ham i at arbejde med stress, angst, depressioner, fobier, vægttab, seksualitet og selvtillid og selvværds problemer. De fleste problemstillinger løses oftest hurtigt. Google | View all posts by Erik Lunøe

Forrige postSlip stress og bekymring Næste postMigræne og horton hovedpine
Erik Lunøe

Artikler